Velkommen til det danske EU-formandskab
Mere end nogensinde har vi brug for at arbejde sammen i EU. Vi skal turde tage vigtige beslutninger.
Vi skal genskabe tilliden, trygheden og optimismen.
Derfor skal vi arbejde for et ansvarligt Europa. De økonomiske spilleregler skal efterleves effektivt, så tilliden til de europæiske økonomier vender tilbage. Under det danske formandskab vil vi skabe fremdrift i forhandlingerne om en moderne og ansvarlig ramme for EU’s budget for 2014-2020.
Vi skal have ny vækst og arbejdspladser i Europa. Her spiller det indre marked en nøglerolle. Vi vil gøre det lettere og sikrere at handle på nettet på tværs af landegrænserne. Og vi vil arbejde for, at Europas virksomheder står stærkt på de nye globale markeder.
Vi skal skabe et grønt Europa. Vi skal have mere vækst uden at bruge mere energi. Det kan godt lade sig gøre, det har vi vist i Danmark. Vi skal spare på energien og bruge mere vedvarende energi. Og vi vil sikre EU en stærk stemme på Rio+20-topmødet.
Vi skal skabe et mere sikkert Europa. Det gælder effektiv bekæmpelse af international kriminalitet og terrorisme. Vi skal arbejde for et godt europæisk asylsystem. Og Europa skal have en stærk stemme i verden gennem den fælles udenrigspolitik.
Danmarks opgave som formandskab er at styrke EU i en vanskelig tid. Vores mål er at skabe konkrete resultater, der gavner den enkelte europæer. Vi skal være med til at fremtidssikre Europa.
Velkomsthilsen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt