Kommissionens overordnede rolle er at fremme EU’s fælles interesser. Kommissionen består af 27 kommissærer, én fra hvert medlemsland med ansvar for hvert sit politikområde.
Kommissionen fungerer som et kollegium med en formand, som beslutter, hvilken kommissær der skal være ansvarlig for hvilket politikområde. Med Lissabon-traktaten er EU’s udenrigsrepræsentant også medlem af Kommissionen og er en ud af i alt seks næstformænd i Kommissionen.
Kommissionen udnævnes for en periode på fem år og skal være uafhængig af nationale interesser. Europa-Parlamentet har mulighed for enten at afvise eller godkende hele holdet af kommissærer.
En gang om ugen (typisk onsdag) mødes formanden, næstformændene og kommissærerne for at drøfte relevante emner på EU’s dagsorden. Beslutninger træffes ved simpelt flertal, men enstemmighed mellem kommissærerne tilstræbes. Det er hele Kommissionen, der som hovedregel er ansvarlig for en beslutning og ikke den enkelte kommissær.
Kommissionen har også initiativret. Det vil sige, at kun Kommissionen kan fremlægge forslag til ny lovgivning i EU. Herudover har Kommissionen også til opgave at overvåge, at medlemsstaterne lever op til de forpligtelser, de har indgået i EU.
Læs mere om Kommissionen