Fra Rom til Lissabon – EU’s udvikling

Det EU, vi kender i dag, er en videreudvikling af det samarbejde, der blev indledt med etableringen af Det Europæiske Kul- og Stål fællesskab i 1952.

Formålet med samarbejdet var at forhindre fjendtligheder mellem medlemslandene og sikre varig fred i Europa ved at gøre landene gensidigt afhængige af hinanden.

Konkret oprettede landene et samarbejde om produktionen af kul og stål, der var afgørende for krigsindustrien og samtidig en vigtig handelsvare for disse lande.

Der blev også etableret en uafhængig organisation, ”Den Høje Myndighed”, der kunne træffe afgørelser, der var bindende for medlemslandene. Den Høje Myndighed, der er forløberen for nutidens Europa-Kommission, var uafhængig af landenes nationale interesser, og havde som opgave at regulere markedsvilkårene for kul og stål til det fælles bedste.

Kul- og Stålfællesskabet blev til på initiativ af den franske udenrigsminister Robert Schuman og bestod i starten af seks lande: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

I 1957 underskrev Frankrig, Italien, Vesttyskland og Benelux-landene de to Rom-traktater.

• Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab - EØF
• Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab - EURATOM.

De to traktater betød oprettelsen af en toldunion samt et fælles marked baseret på princippet om den frie bevægelse af kapital, varer, tjenesteydelser og personer. Derudover blev der indledt et forskningssamarbejde, der var specielt rettet imod energiforskning.

De tre oprindelige traktater, kul og stålfællesskabet, EØF og EURATOM havde etableret tre forskellige fællesskaber med hver sine institutioner. I 1967 besluttede medlemslandene at fusionere de tre fællesskaber til et samlet europæisk fællesskab, således at det nu var de samme institutioner, der dannede rammerne for det Europæiske Fællesskab - EF.

Senere skiftede det Europæiske Fællesskab, EF, navn til den Europæiske Union, EU, som vi kender det i dag. Tanken med navneskiftet var at vise, at det europæiske samarbejde imellem medlemslandene drejer sig om mere end blot et økonomisk samarbejde.

Siden 1950’erne havde medlemslandene uden held forsøgt at etablere et velfungerende fælles marked. I begyndelsen af 1980’erne besluttede den daværende formand for Kommissionen, franskmanden Jacques Delors, at nu måtte der ske noget og fremlagde et forslag til færdiggørelse af det fælles marked.

Delors initiativ førte til vedtagelsen af en ny traktat i 1986, den Europæiske Fælles Akt, der reformerede fællesskabets beslutningsprocesser og gjorde det lettere at træffe beslutninger. Derudover blev der fastsat en deadline for færdiggørelsen af et indre marked for Europa. 31. december 1992 skulle medlemslandenes nationale markeder være fuldt ud integrerede og fungere efter princippet om den frie bevægelse af kapital, varer, tjenesteydelser og personer.

Værktøjerne til at gennemføre det indre marked var især fjernelse af handelshindringer i form af eksempelvis importrestriktioner. Ligeledes blev tekniske hindringer fjernet ved at harmonisere landenes lovgivning og indføre fælles europæiske standarder. Et vigtigt element i det indre marked er princippet om gensidig anerkendelse. Det betyder, at et produkt, som på lovlig vis er fremstillet i en medlemsstat, ikke kan forbydes solgt i en anden medlemsstat. I alt blev der vedtaget omkring 300 retsakter for at virkeliggøre det indre marked i 1992.

EU’s indre marked har styrket den europæiske konkurrenceevne til fordel for både virksomheder og borgere. Forbrugerne har fået et større, billigere og mere varieret udbud, og virksomhedernes hjemmemarked er blevet udvidet til hele EU med ca. 500 mio. indbyggere.

I takt med at samfundet udvikler sig, er der dog stadig behov for at supplere det indre marked med ny lovgivning f.eks. for at fremme handel over internettet.

Den 1. januar 2002 blev euroen indført som betalingsmiddel i 12 EU-lande i stedet for de nationale valutaer. Siden da er flere lande kommet til, og der er i dag i alt 17 EU-lande, som anvender euroen som deres valuta. De medlemslande, der har indført euroen som betalingsmiddel, går under fællesbetegnelsen euroområdet eller eurozonen.

Det er den Europæiske Centralbank i Frankfurt, der fastsætter renteniveauet og regulerer inflationen i eurozonen.

Inden et EU-land kan indføre euroen, skal det først opfylde en række forskellige betingelser, der drejer sig om rentesatser, budgetunderskud, inflation, statsgæld og valutastabilitet. I takt med at de nye EU-lande opfylder kravene, indfører de euroen som deres nationale valuta. Danmark, Storbritannien og Sverige har dog valgt ikke at indføre euroen som betalingsmiddel. 

Under det danske EU-formandskab i 2002 blev EU-landene enige om at udvide EU med ti nye lande fra hovedsageligt Central- og Østeuropa. Det var den største udvidelse i EU's historie. Udvidelsen havde sine rødder i kommunismens kollaps og Berlinmurens fald i 1989, der gjorde det muligt at forene de europæiske lande i EU.

I 2007 kom yderligere to lande til, da Rumænien og Bulgarien blev medlemmer af EU. I dag er der således 27 medlemsstater i EU, og den 28. er på vej, da Kroatien bliver medlem i 2013. Derudover har Tyrkiet, Island, Montenegro og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien fået status som kandidatlande.

Før et kandidatland kan blive medlem af EU, skal det implementere den eksisterende EU-lovgivning og leve op til en række normer om demokrati, retssikkerhed og menneske-rettigheder. Derudover skal kandidatlandet også have en velfungerende markedsøkonomi. Der stilles høje krav, og udvidelsesforhandlinger kan derfor godt strække sig over adskillige år.

Udvidelsen mod øst er ikke den første udvidelse i EU’s historie, men det er den største. Tidligere er EU blevet udvidet ad flere omgange:

1973: Danmark, Irland og Storbritannien
1981: Grækenland
1986: Portugal og Spanien  
1995: Finland, Sverige og Østrig
2004: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
2007: Bulgarien og Rumænien

Lissabon-traktaten er den seneste EU-traktat og dermed det nyeste retlige grundlag for EU. Her står beskrevet, hvilke roller de forskellige EU-institutioner har, hvilke politikområder EU har indflydelse på og hvilke principper, der er bærende for samarbejdet i EU.

Siden etableringen af først Kul- og Stålfællesskabet og siden EF og EU har medlemslandene gennem årene tilpasset traktatgrundlaget for samarbejdet. Årsagerne til traktatændringerne har både været at tilpasse EU til et større antal medlemmer og udvide samarbejdet til nye områder, hvor EU-landene kan drage fordel af en fælles politik.

Lissabon-traktaten blev vedtaget af EU-landene i 2009 efter næsten ti års forhandlinger. Den ny traktat skal sikre, at de europæiske lande kan svare på det 21. århundredes udfordringer og klare sig i den globale konkurrence.

Lissabon-traktaten har medført en række ændringer og nyskabelser i forhold til, hvordan EU tidligere har fungeret:

EU er blevet mere demokratisk: Europa-Parlamentets folkevalgte har fået større indflydelse på forhandlingerne og er i dag ligestillet med de nationale regeringer i Rådet. Derudover har de nationale parlamenter fået bedre muligheder for at kontrollere arbejdet i EU.

EU er blevet mere effektivt: Det er blevet lettere og hurtigere for EU at træffe beslutninger, da beslutningsprocedurerne og afstemningsreglerne er blevet gjort mere strømlinede og effektive. Desuden har Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringslederne mødes fået en fast formand, hvilket skaber mere kontinuitet i Rådets arbejde. Belgieren Herman Van Rompuy er valgt som den første formand for Det Europæiske Råd.

EU kan bedre tackle globale udfordringer: EU’s udenrigspolitiske rolle er blevet styrket, hvilket gør det lettere at fremme europæiske interesser i verden. Styrkelsen er især sket ved oprettelsen af en fælles udenrigstjeneste og en ”Udenrigsrepræsentant”, der kan tale og handle på vegne af EU. Britiske Cathrine Ashton er den første udpegede udenrigsrepræsentant for EU.