Den fælles fiskeripolitik

Formålet med den fælles fiskeripolitik
Da både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af have og grænser, er det indlysende for EU-landene at gøre fiskeripolitikken til et fælles anliggende. Udgangspunktet for fiskeripolitikken er fri og lige adgang til at fiske i EU-farvand, i internationalt farvand og i tredjelandes farvand, hvor EU har indgået aftaler.

EU's fiskeindustri er den tredjestørste i verden. Den samlede fangst og produktion ligger på ca. 6,9 mio. ton fisk om året. Fiskeriet og fiskeforarbejdningsindustrien beskæftiger ca. 400.000 mennesker i Europa. EU's fiskeripolitik skal sikre bæredygtige fiskebestande samt et bæredygtigt økosystem i havene. Det er forudsætningen for, at EU kan skabe grundlaget for en konkurrencedygtig fiskeindustri i EU for fremtiden.

For at undgå overfiskning af bestandene er fiskeriet begrænset gennem blandt andet kvoter fordelt til de enkelte lande for hver enkelt bestand. Kvoterne forhandles hvert år, så der kan tages højde for forandringer i bestandene.

De væsentligste elementer i fiskeripolitikken
Den seneste store reform af den fælles fiskeripolitik blev vedtaget i 2002, og fiskeripolitikken består i dag overordnet af fem hovedelementer:

• Ressource- og bevaringspolitik: Bestemmelser om fangstbegrænsninger i form af kvoter, begrænsninger i fiskernes tid på havet, regler om fiskeredskaber, lukkede områder og mindstestørrelser for fisk.
• Flåde- og strukturpolitik: Bestemmelser om tilpasning af flådens størrelse, støtte til fiskerisektoren og udvikling af akvakultur.
• Markedspolitik: Bestemmelser der har det formål at sikre stabile forsyninger af fisk af god kvalitet og at forhindre store udsving i erhvervets indtjening.
• Kontrolpolitik: Skal sikre, at reglerne overholdes, så målene med politikken kan nås.
• Den eksterne politik: Vedrører EU’s fiskeri uden for EU-farvande, som eksempelvis aftaler i regionale fiskeriforvaltnings¬organisationer og aftaler mellem EU og tredjelande.