DETTE WEBSITE ER ET ONLINE-ARKIV OVER DET DANSKE FORMANDSKAB 2012 OG VIL IKKE LÆNGERE BLIVE OPDATERET.

Gå til nyhedslisten

Bedre samspil mellem de europæiske jernbaner

13-04-2012 13:14:00

Den 16.-17. april inviterer EU-formandskabet og Kommissionen til konference om det fælles europæiske signalsystem.

Den 16.-17. april 2012 åbner det danske EU-formandskab og EU-Kommissionen dørene for en konference om det fælles europæiske signalsystem på jernbanerne, ERTMS, i København.

Konferencen vil danne rammerne for diskussioner og udveksling af erfaringer mellem såvel fagfolk fra medlemslandene, repræsentanter fra den europæiske jernbanebranche og de politiske beslutningstagere.
Transportminister Henrik Dam Kristensen og transportkommissær Siim Kallas vil åbne konferencen den 16. april, hvorefter deltagere fra EU-medlemslandene, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen vil drøfte politiske vinkler af ERTMS. Den 17. april vil fagfolk og eksperter fra hele Europa udveksle erfaringer og synspunkter om en række tekniske løsninger på området.

Danmark arrangerer konferencen som led i det danske EU-formandskab, men også i lyset af at Danmark er det første land i Europa, som har besluttet at indføre det nye topmoderne signalsystem på hele det nationale jernbanenet.

I den forbindelse udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

"Jeg er glad for, at det danske EU-formandskab i samarbejde med EU-Kommissionen med konferencen om ERTMS har sat den europæiske jernbanesektor højt på dagsordenen.

Det fælleseuropæiske signalsystem for jernbanen, ERTMS, skaber de teknologiske rammer for, at jernbanerne i EU taler det samme sprog på tværs af landegrænserne. Eksempelvis vil det med ERTMS ikke – som det ofte er i dag – være nødvendigt at skifte lokomotiv, når et tog skal køre mellem lande. ERTMS har derfor potentialet til at gøre det europæiske jernbanenet langt mere effektivt og medvirke til at øge jernbanesektorens konkurrenceevne.  

Som det første land i Europa har vi i Danmark besluttet at implementere ERTMS på hele jernbanenettet. Jeg synes derfor, at vi med rette kan sige, at vi er et foregangsland, når det kommer til at skabe rammerne for en moderne og effektiv jernbane.  

Jeg er glad for den store interesse, der fra udlandet er i at høre om de danske erfaringer. Jeg ser frem til en god konference, hvor vi kan udveksle viden til gavn for jernbanerne på tværs af Europa."

Læs mere om konferencen

Kontakt
Joen Kellberg, Transportministeriet
Tlf: +45 41 71 28 35, e-mail: jke@trm.dk