Hele Europa oplever alt for høj arbejdsløshed blandt unge. I enkelte lande er arbejdsløsheden helt oppe på 50 procent. Hvis ikke der gøres noget, kan det ende med, at en stor del af en generation tabes på gulvet, inden de overhovedet har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.
Samtidig betyder den økonomiske krise og den demografiske udvikling et større pres på de social serviceydelser. EU’s medlemslande er derfor tvunget til at udvikle nye metoder, så de mennesker, der har behov for ydelser, fortsat kan få dem.
Det er i det lys, de europæiske beskæftigelses- og socialministre mødes til uformelt ministerrådsmøde i Horsens den 24.-25. april, som er en del det uformelle ministermøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik - EPSCO). Her vil ministrene blandt andet udveksle erfaringer fra de enkelte lande.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:
” Det er en tragedie for de unge mennesker, der starter deres voksne liv uden et job. Det er også et kæmpe problem for de europæiske samfund, der har brug for så mange som muligt, der kan bidrage til at få Europa ud af krisen. Der er behov for, at vi handler nu, hvis vi skal sikre fremtidens arbejdskraft. Hvis ikke vi gør det, kommer Europa til at stå over for endnu større udfordringer i de kommende år. Derfor ser jeg frem til, at alle ministre bidrager med gode erfaringer og nye idéer til, hvordan vi bekæmper den alt for høje ledighed blandt unge.”
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup:
” For mig handler det om at give folk større livskvalitet, men også om at vi med udsigt til flere ældre og færre penge bliver nødt til at indrette den sociale service på en mere intelligent måde. Vi skal have mere kvalitet for pengene, og den hjælp og støtte, vi giver, skal være den rigtige. Vi skal også sørge for at få teknologien mere spil, så svage borgere bliver mere selvhjulpne. Derfor bliver det også spændende at høre de erfaringer, mine kolleger fra de øvrige medlemslande har gjort sig. Vi skal lære af hinanden. Det er selve kernen i EU-samarbejdet på det sociale område.”
Ministrene skal også diskutere det såkaldte udstationeringsdirektiv. Direktivet handler om beskyttelse af personer, der vil arbejde i et andet EU-land eller udbyder en service på tværs af landegrænserne. Det er første gang, at ministerrådet får lejlighed til at diskutere kommissionens forslag.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:
”Folk, der ønsker at arbejde i et andet EU-land, skal frit kunne rejse og sikres den nødvendige beskyttelse. Samtidig skal vi sikre fair konkurrence, så alle konkurrerer på de samme vilkår. Når nogle virksomheder omgår reglerne, betyder det jo, at lønmodtagere fratages deres rettigheder, samtidig med, at det skaber unfair konkurrence for de mange virksomheder, som heldigvis følger reglerne. Jeg ser frem til, at vi på mødet får den første drøftelse af Kommissionens forslag, så vi forhåbentlig kan få lagt en køreplan for, hvordan Ministerrådet kommer videre med forslaget.”
Kontakt
Beskæftigelsesministeriet:
Pressemedarbejder Jesper Tidemann Nielsen: + 45 22 56 53 38