Danmarks økonomi- og indenrigsminister opnåede i dag tilslutning til det danske formandskabs oplæg til politisk enighed om Kommissionens to forslag til retsakter vedr. styrket euro samarbejde, dels budgetplaner rettet mod sikring af en sundere økonomisk politik og dels styrket overvågning af eurolande i finansieringsvanskeligheder (”two-pack’en”).
Med politisk enighed i Rådet kan det danske formandskab nu påbegynde forhandlingerne med Europa-Parlamentet.
Margrethe Vestager siger:
”Vi har nået et vigtigt resultat i form af den politiske aftale om de to forslag, der skal være med til at sikre en sundere økonomisk politik i eurolandene. Det er en væsentlig brik i puslespillet, som mangler for at fuldende den reform af det økonomiske samarbejde, som trådte i kraft ved årsskiftet og som vi er i gang med at føre ud i livet under det danske formandskab. Jeg håber, at vi efter dagens politiske aftale i Rådet kan opnå enighed om de to forslag mellem Rådet og Europa-Parlamentet i løbet af dette halvår, så de to forslag kan træde i kraft, inden eurolandene fremlægger og vedtager deres finanslove efter deres nationale budgetprocesser i løbet af efteråret”.
Som led i det europæiske semester tog landene også hul på implementeringen af det nye samarbejde om at forebygge og håndtere makroøkonomiske ubalancer.
Margrethe Vestager siger:
”Den fælles indsats for at forebygge og håndtere økonomiske ubalancer er en af de store nyskabelser i reformen af det økonomiske samarbejde, og det er et vigtigt og nødvendigt supplement til de finanspolitiske regler i Stabilitets- og Vækstpagten. Nyskabelsen er, at vi – udover den fælles indsats for at få de offentlige finanser på sporet – også skal fokusere på andre ubalancer, såsom konkurrenceevneproblemer, store betalingsbalanceunderskud, overophedning med boligbobler m.v. Krisen viste os jo, at selv lande, der i gode år ser ud til at have pæne offentlige finanser, kan komme i problemer, hvis de opbygger andre ubalancer. Vi vender tilbage til sagen på vores næste møde den 13. marts og senere under det danske formandskab, hvor planen er at vedtage anbefalinger til lande med væsentlige ubalancer”.
På dagens ECOFIN-møde vedtog EU’s økonomi- og finansministre også konklusioner, der vil tjene som input til stats- og regeringschefernes økonomiske topmøde, der finder sted den 1.-2. marts 2012. Rådskonklusionerne tager udgangspunkt i den Årlige Vækstundersøgelse og sætter fokus på de vigtigste prioriteringer for at sikre finanspolitisk holdbarhed, finansiel stabilitet og økonomisk vækst. Endvidere blev der vedtaget rådskonklusioner om de deltagende landes forpligtelser under Konkurrenceevnepagten, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at landenes forpligtelser fokuserer på de vigtigste reformer.
Økonomi- og finansministrene vedtog endvidere en fælles EU-holdning til G20-mødet for finansministre og centralbankchefer, som finder sted i Mexico den 25.-26. februar 2012. Den fælles holdning vil fungere som EU-delegationens mandat og understreger bl.a. EU-landenes støtte til en betydelig udvidelse af IMF’s ressourcer. EU vil på G20-mødet være repræsenteret ved økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, i hendes kapacitet som ECOFIN-formand, og ved Kommissionen.