DETTE WEBSITE ER ET ONLINE-ARKIV OVER DET DANSKE FORMANDSKAB 2012 OG VIL IKKE LÆNGERE BLIVE OPDATERET.

Gå til nyhedslisten

På vej mod et grønnere Europa

14-06-2012 10:04:00

Martin Lidegaard sidder i formandstolen for sidste gang til fredagens møde for EU's energiministre

Foto: Bjarke Ørsted
Martin Lidegaard

EU's energiministre mødes for sidste gang under dansk formandskab fredag den 15. juni i Luxembourg. Energieffektivitet, den langsigtede energipolitik og vedvarende energi vil være hovedemnerne på en dagsorden, der afspejler en stor dansk indsats for europæisk energipolitik og et grønt Europa.

Det er formandskabets håb, at Rådet og Europa-Parlamentet kan levere på stats- og regeringschefernes gentagne opfordringer til at nå til enighed om energieffektivitetsdirektivet inden udgangen af juni. Lange og hårde forhandlinger mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen førte i aftes til en mulig aftale, som medlemsstaterne nu skal granske med henblik på endelig godkendelse. 

"Vi har i løbet de sidste par uger opnået støtte fra medlemsstaterne til et langt mere ambitiøst direktiv, end nogen ville have drømt om for bare et par måneder siden. På energirådsmødet fredag den 15. juni vil jeg søge mine ministerkollegers endelige opbakning", siger Martin Lidegaard.

Ministrene skal også drøfte næste skridt i EU’s langsigtede energipolitik på baggrund af Kommissionens ”Energikøreplan 2050”. Det afgørende spørgsmål er her, om Rådet vil opfordre Kommissionen til at komme med et forslag til en ny energipolitisk ramme for 2030. Rammen skal i givet fald være i overensstemmelse med det langsigtede mål om at begrænse CO2-udledningen i EU gennem bl.a. øget energieffektivitet, mere vedvarende energi og ny smart energiinfrastruktur. Signaler, der kan give investorerne den nødvendige sikkerhed for de langsigtede investeringer.

"Det er et meget vigtigt skridt, hvis vi kan blive enige om, at der skal et 2030-forslag på bordet, der bl.a. indeholder signaler om at fremme energieffektivitet, vedvarende energi og infrastruktur efter 2020. Hvis vi lægger et højt ambitionsniveau for bæredygtig energi i 2030 vil vi sende et meget klart signal til markedet og give et stort skub til langsigtede grønne energiinvesteringer i Europa", siger Martin Lidegaard

Endelig har det danske formandskab valgt at sætte fornyet fokus på vedvarende energi (VE). Dels med en præsentation af Kommissionens helt nye meddelelse om VE og dels med en frokostdrøftelse om VE i transportsektoren. Martin Lidegaard ønsker en drøftelse af, om de nuværende regler er tilstrækkelige til at fremme 2. generation biobrændstoffer og el-biler.

Talspersoner

Jakob Alvi
  • Ambassadesekretær
  • Jakob Alvi
  • EU-repræsentationen
  • Talsmand (Coreper I)
  • E-mail: 
Claus Kaae-Nielsen
  • Pressechef
  • Claus Kaae-Nielsen
  • Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
  • Generelle henvendelser
  • E-mail: