Som en del af det styrkede økonomiske samarbejde i EU vil ECOFIN den 22. juni vedtage udtalelser og landespecifikke anbefalinger til alle 27 EU-lande på baggrund landenes planer for den økonomiske politik i deres stabilitets- og konvergensprogrammer samt nationale reformprogrammer. Anbefalingerne har til formål at pege på de centrale økonomiske udfordringer i de enkelte lande, herunder sikring af sund finanspolitik, og struktur reformer, som sikrer fleksible arbejdsmarkeder m.v., og initiativer, der håndterer økonomiske ubalancer, såsom konkurrenceevne- og betalingsbalanceproblemer. Det Europæiske Råd ventes på EU-topmødet d. 28.-29. juni 2012 at tilslutte sig anbefalingerne. Dermed afsluttes dette års såkaldte europæiske semester – rammen for EU-landenes økonomiske samarbejde – det første europæiske semester efter indførelsen af de nye spilleregler for EU’s økonomiske samarbejde.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
”Vi arbejder for at komme ud af den økonomiske krise og skabe vækst og beskæftigelse. Vi er nu enige om anbefalinger til den økonomiske politik i de enkelte lande. De sætter fokus på de mest centrale økonomiske udfordringer. I lyset af udfordringerne er det helt afgørende, at hvert land nu leverer konkrete tiltag, der håndterer udfordringerne. Først og fremmest handler det om at få styr på de offentlige finanser og reformer, der styrker arbejdsmarkederne og dermed jobskabelsen. Samtidig skal der styr på økonomiske ubalancer såsom problemer med konkurrenceevne m.v. Det er afgørende for at få den økonomiske krise under kontrol og genskabe vækst og beskæftigelse. Vi diskuterer landenes udfordringer i fællesskab, for krisen har jo vist, at økonomisk politik i det enkelte land påvirker udviklingen i andre lande.”
På mødet vil ministrene også drøfte Kommissionens forslag til ændring af EU’s energibeskatningsdirektiv, som har til formål at fremme EU’s ambitiøse klima- og energimål. Forslaget indebærer blandt andet, at afgifterne på de enkelte produkter skal afhænge af både deres energiindhold og deres udledning af CO2. Målet med drøftelsen på mødet er at fastlægge retningslinjer for det videre arbejde.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
”Vi er meget ambitiøse, når det gælder EU’s klima- og energimål, og højere fælles energibeskatning er en effektiv vej at gå. Derfor håber jeg på en konstruktiv debat, der kan bringe sagen fremad, selvom holdningerne er meget forskellige”.
Ministrene skal også drøfte mulige veje frem for en afgift på finansielle transaktioner på basis af Kommissionens forslag. Drøftelserne ventes igen at understrege den vanskelige forhandlingssituation, og ventes derfor ikke at lede til konklusioner, men der sigtes efter retningslinjer for det videre arbejde.
Ministrene ventes at træffe beslutning om at ophæve Bulgariens og Tysklands procedurer for uforholdsmæssigt store underskud, da begge lande har levet op til deres henstillinger om at konsolidere de offentlige finanser og bringe deres underskud ned under 3 procent af BNP. Ministrene ventes også at ophæve den delvise suspension af midler fra samhørighedsfonden til Ungarn, som blev vedtaget på rådsmødet 13. marts i år. Kommissionen lægger op til at ophæve suspensionen, fordi Ungarn vurderes foreløbig at have gennemført tiltag i overensstemmelse med landets nye henstilling om at bringe underskuddet ned under 3 pct. af BNP.
Økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, siger:
”Vi kæmper fortsat med gældskrisen, men der er også succeshistorier om lande, der har fået styr på deres underskud eller er kommet på sporet mod en sundere finanspolitik. Ungarn er nu i gang med at tage nødvendige skridt. Det viser, at Rådets beslutning tidligere i år om en delvis suspension af EU-midler til Ungarn skabte en tilskyndelse for Ungarn til at gennemføre de nødvendige budgetforbedringer. Beslutningerne i dag viser, at landene arbejder hårdt på at efterleve de styrkede spilleregler i det økonomiske samarbejde, så vi kan komme ud af krisen og få gang i væksten igen.”