DETTE WEBSITE ER ET ONLINE-ARKIV OVER DET DANSKE FORMANDSKAB 2012 OG VIL IKKE LÆNGERE BLIVE OPDATERET.

Gå til nyhedslisten

EU-formandskabet i tal

29-06-2012 10:51:00

Et europakort bygget af 23.040 legoklodser har været udstillet i Rådsbygningen i Bruxelles, Justus Lipsius, under det danske EU-formandskab.

Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Presidency Lego Map

I seks måneder har Danmark haft formandskabet for EU’s ministerråd. Det har betydet travlhed ikke kun for regeringens ministre, men også for medarbejdere i ministerier, styrelser, interesseorganisationer, civilsamfundet, konferencecentre, hoteller, medier, videoproducenter mv. I de centrale enheder for formandskabskoordination, kommunikation og logistik har over 40 medarbejdere været fuldtidsbeskæftiget med formandskabet, mens 156 ansatte har holdt EU-repræsentationen i Bruxelles i højeste gear. Herudover har et større antal medarbejdere fra de forskellige ministerier været involveret i arbejdet med formandskabet.

Danmark har siddet for bordenden ved ca. 1.480 møder i Bruxelles og Luxembourg, heraf 46 ministerrådsmøder og 71 ambassadørmøder. Desuden har danske ministre aflagt besøg i Europa-Parlamentet 85 gange.

Kalenderen for minister- og embedsmandsmøder i Danmark har været fyldt med over 160 møder, afholdt i blandt andet København, Horsens og Aarhus. I forbindelse med møderne, kan det blandt andet fremhæves, at:

  • 10.268 delegerede har deltaget
  • De har haft i alt 14.904 hotelovernatninger
  • Alene til møderne i Forum Horsens i april, maj og juni blev der blandt andet serveret: 6.000 stykker kage, 9.600 stykker frugt, 90.000 kopper kaffe, 4.010 liter postevand, 2.2 tons kød og 1 tons brød
  • 100 biler har været til rådighed for transport
  • De otte uformelle ministermøder samt Kommissionens og Europa-Parlamentets besøg i Danmark blev dækket af over 750 journalister
  • 35.222 formandskabsslips og -tørklæder er blevet produceret til brug for gaver til mødedeltagere og andre interessenter i Danmark og rundt omkring i Europa
  • Desuden er der produceret 87.000 blokke og 77.000 kuglepenne med formandskabets logo – alt sammen på bæredygtig vis
  • Til de større møder har 175 km kabel, 300 mikrofoner, 450 mobiltelefoner, 200 bærbare computere, 130 fladskærme, 70 tolkesæt og 1.750 tolkemodtagere desuden været i brug

Mødedeltagere, journalister, embedsmænd og borgere har kunnet finde information om EU, formandskabet og Danmark på fire sprog på formandskabets hjemmeside, eu2012.dk, som er blevet besøgt over 700.000 gange. På eu2012.dk har de mange besøgende blandt andet kunnet læse og se:

  • Over 240 pressemeddelelser
  • 40 indsigtsartikler
  • 31 baggrundsartikler under de 10 rådsformationer
  • Over 600 fotos
  • 310 videoer, der er blevet set af knap 100.000 brugere.
  • Desuden har over 4.400 Twitter-brugere fulgt Formandskabets centrale konto, mens knap 1.650 har fulgt EU-repræsentations tweets. Tilsammen har formandskabet udsendt over 1.300 tweets.

Formandskabet har også givet EU’s borgere mulighed for at komme tættere på og lære mere om unionen og har i fællesskab med samarbejdspartnere arrangeret en række debatevents og informationsmøder såvel i Danmark som i udlandet. Derudover er hundredevis af oplæg om formandskabets arbejde blevet holdt for skoler, journalister og interesseorganisationer, mens blandt andet 100.000 postkort og 700 plakater er blevet uddelt eller sendt til borgere, organisationer, biblioteker, rådhuse og andre offentlige organisationer i Danmark og udlandet.

Formandskabet har også opfordret unge over hele Europa til at indsende billeder af, hvordan EU påvirker deres hverdag til fotokonkurrencen ”EU Snapshots of Your Life”. Denne udfordring blev i den grad taget op, og over 3.000 fotos blev indsendt fra alle 27 EU-lande, hvoraf de bedste blev præmieret med tablets. Endelig har over 20.000 mennesker overværet de 432 kulturelle events med særligt fokus på dansk film, som formandskabet har afholdt over hele Europa, hvilket har givet anledning til sammenlagt 2.569 omtaler i europæiske medier.