DETTE WEBSITE ER ET ONLINE-ARKIV OVER DET DANSKE FORMANDSKAB 2012 OG VIL IKKE LÆNGERE BLIVE OPDATERET.

Gå til nyhedslisten

Innovative redskaber til at finansiere transportinfrastruktur

24-05-2012 14:40:00

Øresundsbroen imellem København og Malmø er et godt eksempel på den danske statsgarantimodel.

The Øresund Bridge

Af transportminister Henrik Dam Kristensen

Som vi alle ved, medfører den økonomiske situation for øjeblikket, at der er stort pres på de europæiske landes budgetter. Regeringer i hele Europa oplever, at deres økonomiske manøvrerum er begrænset, og situationen udfordrer vores muligheder for at finansiere fremtidens transportinfrastruktur i Europa.

I lyset af disse udfordringer er det danske EU-formandskab sammen med EU Kommissionen værter for en konference i København d. 24.-25. maj, der fokuserer på finansiering af store infrastrukturprojekter. Konferencen er en oplagt mulighed for at diskutere emnet og for at dele og drage nytte af de mange erfaringer, der eksisterer blandt EU’s medlemslande.

Vigtige skridt er også taget på EU niveau for at adressere emnet. I marts 2012 nåede Rådet til enighed om nye retningslinier for det transeuropæiske netværk (TEN-T), som skaber fælles rammer for EU finansiering af infrastruktur. EU-Kommissionen har ligeledes fremsat et forslag om oprettelsen af Connecting Europe Facility, som har til formål at fremme og medfinansiere grænseoverskridende infrastrukturprojekter i Europa.

Tirsdag d. 22. maj lykkedes det desuden, at få en aftale på plads mellem Rådet og Europa-Parlamentet om en pilotfase for projektobligationer i 2012-2013, der sigter mod at gøre det lettere for private aktører at samarbejde med den Europæiske Investeringsbank (EIB), EU og medlemslandene om at investere i infrastrukturprojekter indenfor transport, energi og informations- og kommunikationsteknologi. Projektobligationer vil medvirke til sikre adgang til finansiering for rentable projekter, som er hæmmet af den økonomiske situation på kort sigt.

Sammen kan disse initiativer være medvirkende til at skabe rammerne, som understøtter den fortsatte udvikling af det europæiske transport system.

Et hårdt økonomisk klima

Der er mange grunde til, at vi også fremadrettet skal fortsætte med at investere i transportinfrastruktur. Trafikmængderne vurderes at stige i fremtiden, hvilket i sig selv vil gøre behovet for investeringer mere udtalt. Velfungerende infrastruktur og et moderne, effektivt transportsystem fremmer det indre marked, samt muliggør at virksomheder kan transportere deres varer og tjenester og at europæerne nemt kan færdes på tværs af de europæiske landegrænser. Infrastrukturen er ganske enkelt med til at skabe grobund for beskæftigelse og vækst.

På samme tid er jeg dog bevidst om de økonomiske vilkår vi for øjeblikket er underlagt og det forhold, at finansiering af infrastruktur kan være svært. Det er derfor vigtigt, at vi ser på alternative muligheder for at finansiere fremtidens infrastrukturprojekter og Danmark har i den forbindelse ganske unikke erfaringer at dele ud af.

Det danske investeringsprogram på transportområdet

I Danmark har udviklingen af et moderne og effektivt transport system fået høj prioritet i de seneste år. I dette årti, vil vi investere omkring 160 mia. kroner i infrastruktur. Investeringsprogrammet omfatter implementering af det nye signalsystem (ERTMS) på hele det nationale jernbanenetværk og etableringen af en fast forbindelse over Femern Bælt.

Projekterne vil skabe bedre og mere effektive forbindelser mellem Skandinavien og det europæiske kontinent. Begge projekter har fået tildelt økonomisk støtte fra TEN-T programmet.

En unik dansk tilgang

Det danske investeringsprogram er blevet muliggjort igennem en fast og målrettet prioritering på politisk niveau for at udvikle dansk infrastruktur på en måde, der bidrager til et effektivt europæisk transport system.  En central brik i puslespillet har været den unikke tilgang, som er anvendt i Danmark når større projekter skal finansieres, den såkaldte statsgarantimodel. Denne frem-gangsmåde kombinerer fordelene ved den danske stats høje kreditværdighed med brugerfinansiering.

Under statsgarantimodellen er et statsejet selskab ansvarligt for planlægning, etablering, drift og finansiering af anlægsprojektet. Selskabet låner midlerne til finansiering af det pågældende projekt på de internationale lånemarkeder. Den danske stat stiller samtidig en statsgaranti for lånet, hvilket sikrer, at beløbet kan lånes på favorable vilkår som følge af den danske stats høje kreditværdighed. Indtægter fra brugerne af infrastrukturen – vejafgifter og jernbaneafgifter – anvendes dernæst til at betale af på lånet. Samlet set sikrer statsgarantimodellen, at staten har fuld kontrol over processen samtidig med, at udgifterne til etablering af store anlægsprojekter i vidt omfang kan holdes adskilt fra statsbudgettet.

Statsgarantimodellen er et eksempel på, hvordan brugerbetailing kan finansiere fremtidige infrastrukturprojekter og mange forskellige tilgange bliver anvendt i EU. Det er stort potentiale i at dele erfaringer mellem de europæiske lande og det er netop årsagen til, at vi fra dansk side har valgt at arrangere de kommende dages konference i København.

Betydningen af at dele erfaringer

Et af de centrale emner på konferencen bliver hvordan vi undgår at sætte statsbudgetterne under pres når vi skal finansiere store infrastrukturprojekter. På konferencen vil der blandt andet blive drøftet erfaringer fra Sverige, Nederlandene og Tyskland med finansiering af infrastruktur, diskutere perspektiverne i at anvende offentlige-private partnerskaber og den rolle som TEN-T og Con-necting Europe Faility  vil spille.

Det er afgørende at vi lærer af hinanden og deler nye informationer som kan nyttige i fremtidige projekter. Dette emnet er vigtigt og jeg tror at drøftelserne på konferencen vil vise sig at være brugbare i vores bestræbelser på at opnå en moderne og effektiv infrastruktur i Europa.

Talspersoner

Jakob Alvi
  • Ambassadesekretær
  • Jakob Alvi
  • EU-repræsentationen
  • Talsmand (Coreper I)
  • E-mail: 
  • Særlig rådgiver
  • John Iversen
  • Transportministeriet
  • Generel transportpolitik
  • E-mail: