Med blot en måned tilbage af det danske EU-formandskab, summer mødelokalerne i Bruxelles, Luxembourg, Strasbourg, København og Horsens af heftig aktivitet. Danske ministre og embedsmænd er optagede af at lede intense forhandlinger, inden stafetten gives videre til Cypern 1. juli. Juni måned står således til at blive en af de travleste under dansk formandskab med ti officielle rådsmøder, to uformelle ministermøder og et Europæisk Råd forude.
Den altoverskyggende europæiske dagsorden er økonomi, vækst og beskæftigelse – emner som også har været øverst på det danske formandskabs dagsorden i formandskabsprogrammet ”Europa i arbejde”. Solide finanser, reformer og gang i væksten er nøgleord for formandskabet, og det sidste topmøde under dansk formandskab kommer i høj grad til at stå i vækstens tegn.
Allerede nu er der opnået enighed om flere vigtige forslag om vækst og beskæftigelse. Det gælder blandt andet indførelsen af et pilotprojekt for europæiske projektobligationer, der vil gøre det lettere for private aktører at samarbejde med den Europæiske Investeringsbank (EIB), EU og medlemslandene om at investere i infrastrukturprojekter indenfor transport, energi og informations- og kommunikationsteknologi. Der er også lavet aftaler om standardisering, samt lavere roamingpriser, der sikrer europæiske forbrugere lavere takster på mobiltelefoni og data i udlandet.
Flere forhandlinger i vente
I den sidste måned er der lagt op til en række afsluttende forhandlinger, der ligeledes skal fremme vækst og styrke Europas konkurrenceevne. Blandt andet håber formandskabet at nå i mål med initiativer der skal fremme EU’s Indre Marked og etablering af en europæisk patentdomstol, så det bliver lettere for europæiske virksomheder at udtage patenter og håndhæve dem i hele EU.
”Vi har en travl måned foran os, og der er mange vigtige forslag på bordet, som vi håber at få resultater på. Det kommer til at kræve hårdt arbejde og mange forhandlinger med de andre medlemslande og EU’s institutioner. Og de sidste dage af formandskabet sluttes af med et møde i Det Europæiske Råd, hvor vækst bliver et hovedemne”, fastslår Danmarks europaminister Nicolai Wammen.
Værn mod fremtidige finanskriser
En anden vigtig del af det europæiske samarbejde er at sikre sig mod fremtidige finanskriser ved at indføre finansiel regulering og sikre mere stabile økonomier i medlemslandene.
Allerede i første halvdel af formandskabet blev der opnået enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om en aftale, der øger gennemsigtigheden og sikkerheden ved handel med derivater. I midten af maj fik formandskabet opbakning i Rådet til to vigtige aftaler; en styrkelse af reguleringen af kreditvurderingsbureauerne i EU samt et nyt kapitalkravsdirektiv, der skærper kravene til bankernes kapital og likviditet. Aftaler, der er indgået i Rådet, skal dog endeligt forhandles på plads med Europa-Parlamentet, og i løbet af juni er der derfor planlagt ekstra møder hver uge for at komme så langt som muligt på en række områder.
Formandskabet har endvidere opnået politisk enighed i Rådet om den såkaldte ’Two-pack”, der dels dækker over budgetplaner rettet mod sikring af en sundere økonomisk politik, dels en styrket overvågning af eurolande i finansieringsvanskeligheder, mens 25 ud af 27 stats- og regeringschefer i marts underskrev den såkaldte Finanspagt, der skal sikre en ordentlig balance mellem indtægter og udgifter i landenes budgetter.
Den grønne økonomi
En anden dagsorden, der ligger det danske formandskab meget nært, er omstilling til en grøn økonomi. Her har det danske formandskab arbejdet for at fremme en grøn omstilling af både landbrugspolitikken og samhørighedspolitikken – de to politikområder udgør 2/3 af EU’s budget.
I juni bliver energieffektivitetsdirektivet en hovedopgave. Der venter svære forhandlinger, for selv om alle er enige om at øge energieffektivteten i Europa, er der mange interesser på spil. På det uformelle topmøde den 23. maj blev vigtigheden af en aftale i løbet af juni understreget af blandt andet formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy.
EU’s miljøministre viste for nyligt den grønne vej, da der i slutningen af maj blev indgået en aftale om begrænsning af luftforurening fra skibe. De nye krav sikrer, at skibene på verdenshavene fremover skal udlede op mod 90 procent mindre svovl i luften, hvormed den sundhedsskadelige røg fra skibe reduceres markant.
Et mere sikkert Europa
På retsområdet er der blandt andet opnået resultater på bekæmpelse af insiderhandel og kursmanipulation i hele EU, udveksling af passageroplysninger og kampen mod ulovlig indvandring. Den sidste måned er emner som offebeskyttelse, retsafgørelser, grænsekontrol og det europæiske asylsystem en del af en tung dagsorden. EU’s eksterne relationer, udvidelsen og handelspolitikken har ligeledes været en vigtig prioritet for formandskabet, og der er blandt andet givet kandidatstatus til Serbien.
Følg med i formandskabets afsluttende uger
På eu2012.dk kan du følge med i den sidste måned af det danske formandskab. Nyhedslisten, fotogalleriet og videositet giver et indblik i de seneste begivenheder, og derudover er det muligt at abonnere på et nyhedsbrev om formandskabet, sætte et personligt nyheds-feed op efter interesse og følge med via de to officielle Twitter konti samt hjemmesidens mobilsite.
Efter overdragelsen af formandskabet til Cypern vil der derudover blive udgivet en rapport over formandskabets resultater.