DETTE WEBSITE ER ET ONLINE-ARKIV OVER DET DANSKE FORMANDSKAB 2012 OG VIL IKKE LÆNGERE BLIVE OPDATERET.

Gå til nyhedslisten

Hjælp til at klare katastroferne på Afrikas Horn

13-03-2012 15:06:00

Vandbassin i Magole-området i det sydlige Etiopien, hvor to lokale kvinder henter drikkevand.

Foto: Scanpix/Sofia Wraber
Ethiopian women by the lake

Udviklingsminister Christian Friis Bach har inviteret en række internationale aktører til et møde fredag for at diskutere, hvordan man kan hjælpe befolkningen og forhindre de gentagne humanitære kriser på Afrikas Horn.

Afrikas Horn er en af de regioner i Verden, der oftest rammes af katastrofer. Regionen tæller otte lande: Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Somalia, Sydsudan, Sudan og Uganda. I 2010-2011 var mere end 13 millioner mennesker i regionen ramt af tørke. Selvom det de seneste måneder har regnet, og FN har erklæret tørken for afsluttet, er den næste krise aldrig langt borte.

Mere end to millioner mennesker er stadig berørte af tørken, og mere end en million er flygtet på grund af tørke eller konflikt. Regionens landsbyer er knap kommet sig oven på tørken, og nu forudser klimaeksperter en ny periode uden regn. Det truer høsten, og særligt kvinder og børn er udsatte.

Bryd den onde cirkel

Som en del af DANIDA’s 50 års jubilæum den 16. marts 2012 er udviklingsminister Christian Friis Bach vært for et højniveau møde, hvor emnet er Afrikas Horn. Deltagerne tæller repræsentanter fra mere end 30 regeringer - heriblandt europæiske lande og lande på Afrikas Horn – samt ledere af internationale organisationer som fx Verdensbanken, UNICEF, Verdens Fødevareprogram samt Europa-Kommissionen.

Mødedeltagerne vil have fokus på at levere nødhjælp som mad, vand og telte, men samtidig vil de diskutere, hvordan man kan hjælpe befolkningen med at forberede og forhindre katastrofer og dermed hjælpe landene i regionen med at forbedre deres ’modtandskraft’ overfor tørke. På den måde vil man kunne bryde den onde cirkel, hvor den ene krise fører til den næste.

EU’s Share initiativ

Det drejer sig om at forbedre fødevaresikkerhed og levevilkår. Mødedeltagerne vil diskutere konkrete forslag, herunder særligt Europa-Kommissionens forslag ”SHARE” (Supporting the Horn of Africa’s Resilience). SHARE er en stor ny EU-satsning, som skal hjælpe befolkningen i regionen. Det indebærer nye midler til at få befolkningerne tilbage på benene efter tørken, herunder bl.a. midler til fødevarer og forbedring af vand- og sanitære forhold samt hygiejne.

Samtidig vil der også være betydelige nye midler til den langsigtede indsats for at styrke modstandskraften overfor tørke. Dermed vil EU hjælpe befolkningerne med at hjælpe sig selv. På højniveaumødet vil der også være fokus på at finde langsigtede løsninger for de mennesker, der har været tvunget til at forlade deres hjem - det vil sige flygtninge både i regionen og internt i landene.

Endelig vil deltagerne – regeringer, lokale partnere, FN organisationer og andre hjælpeorganisationer - udveksle erfaringer fra tidligere katastrofeindsatser og diskutere, hvordan de kan arbejde bedre sammen for dermed at sikre fremskridt til fordel for modstandskraft på Afrikas Horn.