Regeringen præsenterede de overordnede prioriteter for formandskabet i midten af december 2011 og vil præsentere selve formandskabsprogrammet i København den 6. januar 2012.
For at markere overtagelsen af formandskabet flager en række offentlige bygninger med europaflaget den 2. januar.
Europaminister Nicolai Wammen udtaler:
”Vi ser frem til de næste seks måneder, hvor Danmark har nøglen til EU’s maskinrum. Nu skal lang tids forberedelse omsættes til aktiviteter og resultater.”
For at markere at der den kommende tid er fokus på det europæiske samarbejde, vil en række offentlige bygninger flage med europaflaget den 2. januar. Det gælder både Folketinget, ministerier og busser samt kommuner og biblioteker fra Sønderborg til Frederikshavn og fra Esbjerg til Rønne.
Nicolai Wammen siger:
”Jeg er glad for den opbakning, der er til at markere overtagelsen af formandskabet. Danmark har det næste halve år mulighed for at sætte fingeraftryk på EU’s dagsorden, ligesom formandskabet er en oplagt lejlighed til at sætte fokus på EU-samarbejdet i Danmark – et samarbejde, der kommer borgere og virksomheder til gode hver dag.”
Yderligere information om formandskabet findes på www.eu2012.dk og derudover vil der være materiale at finde på en række biblioteker og kommuner mv.
For yderligere information kontakt: Rina Valeur Rasmussen, Udenrigsministeriet, Tlf: +45 25 28 37 99, e-mail: rinras@um.dk
Se video fra markeringen